Mine skriv

Afskeden

Afskeden

Du sidder på forsædet sammen med mig. Det har du altid godt kunnet lide, men så var det, at de andre kom til, og 3 hunde i kabinen var ikke foreneligt med sikker kørsel. Men på denne sidste tur er vi kun os to. Du er plaget af smerter, og nu må det være nok - står der også på et skilt uden for en butik. Jeg fortæller dig, hvor dejlig en hund, du har været, jeg havde aldrig kunnet ønske mig en bedre hund. Jeg kunne – indtil jeg desværre investerede i en gudesmuk, men psykisk ustabil herre til dig – have dig med overalt, du kunne med alle hunde og lavede aldrig ballade. Og her er der nok noget, jeg bliver nødt til at erkende og undskylde over for dig: Jeg skulle aldrig have ladet ham blive så længe! Han var en tyran over for dig, og du var jo kommet først. Men jeg forestillede mig dengang, at det nok var sådan blandt hunde, at det var hannen, der bestemte, og så tænkte jeg, at du da godt kunne gøre et forsøg på at få tingene til at glide. Men du var stejl, ville ikke underkaste dig, og så blev der jo ballade, og han var desværre den stærkeste. Men jeg fortryder i dag, at min loyalitet ikke lå ensidigt hos dig, dét skal du vide…. Men måske var det en del af din karma at skulle slås mod undertrykkere? For dén datter, jeg beholdt efter ham, fortsatte, hvor faderen slap. Hun gjorde dig rangen stridig som førstedame, ville ikke acceptere at være nummer to, og da slet ikke efter at hun selv var blevet mor. Og er det ikke sådan det er? Vi gifter os med en psykopat, får et barn med ham, og selv om vi lader os skille, bliver vi ikke problematikken kvit – for systemet lever videre i vores relation til barnet….

Men selv om jeg havde skilt mig af med ham tidligere og ikke havde beholdt jeres datter, så var du alligevel rendt ind i problematikken, da vi flyttede sammen med Søren og Sif. Det understøtter karmateorien, og hvad sammenflytningen angår har jeg intet at fortryde.

Vi taler om, at hvis du gerne vil være min hund igen, så kunne du jo lade dig føde af din anden datter, som jeg håber at få flere kuld på. Men jeg siger til dig, at du altså må give dig til kende meget tidligt, så jeg ikke risikerer at sælge dig til en anden familie. Men måske bliver jeg hurtigere og hurtigere til at genkende ”folk”. Jeg har nu haft 3 hunde, jeg har kendt som barn og ung, og den første genkendte jeg først efter 3-4 år. Næste gang gik der vel et halvt års tid, og sidst omkring 3 måneder. Og når jeg nu er opmærksom og spejder efter dig, så skal det nok lykkes.

Selve aflivningen er faktisk meget smuk. Jeg har bananer, som du elsker, med til dig, og for første gang får du lov at få en hel banan på én gang i stedet for de sædvanlige mundrette bidder. Du får først en bedøvende indsprøjtning, og herefter bliver vi efterladt sammen, indtil sprøjten virker. Det er dejligt med denne alenetid. Du går rundt og undersøger rummet – og finder straks dén lakseguf, som dyrlægen tabte, da hun gav dig godbidder før sprøjten. Men da sprøjten begynder at virke, bliver du urolig, som om din inkarnation i sidste øjeblik fortryder. Men vi eksisterer jo alle blandt andet i kraft af selvopholdelsesdriften, og når selv Jesus før sin død kunne få kolde fødder i et kort øjeblik, så behøver vi andre ikke at skamme os. Jeg korter snoren op, for min fornemmelse er, at bedøvelsen virker bedst, hvis du forholder dig i ro. Og øjeblikket efter synker du sammen på gulvet foran mig og lægger hovedet tungt ned mod underlaget med tungen strakt ud foran dig. Herefter er du væk. Ukontaktbar. Nu er jeg alene i rummet.

Dyrlægen kommer tilbage, løfter dig slap og tung op på lejet, trækker den blå væske op i sprøjten - den blå farve for at ingen nogen sinde skal kunne tage fejl af væskerne, for når denne blå væske er givet, så er der ingen vej tilbage. Også jeg er nu på nippet til at skifte hest i vadestedet, for jeg kan endnu nå at sige til dyrlægen, at jeg har fortrudt, at hun skal vække dig igen, eller at du bare skal have lov at sove rusen ud. Men jeg gør det ikke. Årsagen til at vi er her, er der jo stadig….

Da sprøjten er givet, står dyrlægen og lytter til dit hjerte, til det ikke slår mere. Og jeg får herefter igen lov til at være alene med dén krop, der for få øjeblikke siden var din. De har selvfølgelig ikke en 6-timers stue her med en klokkestreng, ifald du ikke skulle være ordentlig død, men da dyrlægen kommer ind igen, indgår vi i det mindste dén aftale, at du får lov til at blive liggende indendørs indtil lukketid. Og mon ikke dødsstivheden når at indfinde sig inden da i denne behagelige varme? Herefter vil din krop blive smidt ud i containeren, som bliver tømt ca. hver fjortende dag.

På vejen hjem føler jeg mig lys og let om hjertet. Samtidig med at tårerne triller ned af kinderne. Jeg kan ikke komme tættere på min sjæl, end jeg er i dette øjeblik. Så, midt mellem to landsbyer, ser jeg til min store forundring en ca. 6-årig pige okse af sted på sin lille cykel. Hun kører ude på cykelstien i min vejbane og i modsat retning af mig. Men er det almindeligt at lade så små børn cykle alene på så stor en vej? Hvordan var det nu, dengang jeg selv havde børn? Hvornår gav jeg mine børn lov til at cykle på egen hånd? Da jeg når til den næste landsby, ser jeg en kvinde – er hun mon ikke i bedstemor-alderen? – stå i vejkanten og bare stå. Min hjerne begynder nu at kæde tingene sammen, men jeg har biler bag mig og skal også have tænkt tankerne til ende først. Men bilen begynder helt af sig selv at sagtne farten, og jeg kører ind i en tilfældig indkørsel for at lade mine medtrafikanter smutte forbi, før jeg vender skuden og kører tilbage. Imens er bedstemoderen gået over på den anden side af vejen, hvor hun nu står og spejder ud mod horisonten. Herefter vender hun sig uroligt frem og tilbage, som om hun er i vildrede. Jeg stopper op ud for hende og lukker bildøren op, spør, om hun er bedstemor til den lille cyklende pige, og hun fortæller, at tøsen ikke er til at styre på en halv tønde land, hun er bare kørt af sted, det er ikke første gang, det er sket. Hun bliver ovenud lykkelig og taknemmelig over, at jeg vil køre hende over til barnebarnet, hun vidste ikke sine levende råd, vidste ikke, om hun skulle løbe efter pigen, eller om hun skulle gå tilbage til huset for at hente bilen, og i sine overstrømmende taksigelser sender hun det vel nok største, nogen kan give til et andet menneske: hun vil tage mig med i sin aftenbøn! Jeg tror, det er hér, forbindelsen mellem aflivningen af min hund og denne hjælp, jeg giver til et andet menneske, bliver skabt. For det føles fuldstændig, som om det er min hund, der fortæller mig, at hun er dybt taknemmelig over, hvad jeg har gjort for hende i dag. Og jeg kan mærke, at denne episode vil hjælpe mig, hver gang jeg i tiden, der kommer, stiller min beslutning om aflivningen i tvivl.

Efter genforeningen af barnebarn og bedstemor ankommer jeg til mit hjem med halsbånd og hundesnor, men uden hund. Befriet for lidelsen ved at se min hund i smerte, og befriet for dén frustration, som er resultatet af det stigende pres hen imod en ubehagelig beslutning og efterfølgende handling. Men også beriget med en styrket fornemmelse af, at vi alle er ét, og med en større grad af gennemsigtighed mellem det fysiske rum og det åndelige.  

 

 

 

 

Middagen

Middagen

Hun kiggede ned i dugen. Talte de røde prikker. Men hun måtte jo også se ham ind i øjnene på et tidspunkt… Hun måtte. Men knuden i maven snørede sig mere og mere samme. Det måtte komme. Hun havde jo kunnet mærke en forandring hos ham på det sidste. Men måske var han bare stresset på jobbet? Kunne det være dét? Hun så op og mødte prøvende hans blik. Han rømmede sig, men sagde ikke noget. Flyttede lidt på sig, drejede glasset rundt og rundt mellem fingrene.

Tjeneren kom hen og løsnede situationen. Satte tallerkenerne foran dem, bøffen til ham, grøntsagstærten til hende. Nu kunne de da i det mindste snakke om maden. Den så indbydende ud. Hendes mad. Fuld af farver. Og pludselig røg det ud af hende: ”Vil du smage noget af min mad, så kan jeg smage noget af din?” Han smilede lettet. Lænede sig frem, åbnede munden og lod hende fodre sig. Smagte. Sagde: ”Uhmmmm…., mindst til 5 kokkehuer! Hvad er det for et krydderi, det der tynde, skarpe, som man kun lige mærker som en flygtig undertone – eller overtone?” Så skar han et stykke af bøffen og rakte hende det på en gaffel, også hun lænede sig fremad mod ham, tillidsfuldt, som i gamle dage, åbnede munden og modtog dét, han havde at give hende – ikke så ringe endda!

Hvepsen i flasken

Hvepsen i flasken

Bzzzzzzzzzzzzzz

Så faldt hvepsen endelig helt ned i flasken…

Jeg har fået en sodavand af mor. Så ved jeg, jeg skal være stille. Hun sidder og snakker med en af de andre damer fra badehotellet, hvor vi er på sommerferie.

Hvepsen basker lidt rundt i sodavandet, indtil dens fødder får fodfæste på indersiden af flasken. Så begynder den at kravle opad.

Jeg keder mig.

Jeg lader som om jeg vil have en slurk mere og ryster samtidig lidt på flasken, så hvepsen falder ned igen. Dumme hveps…

Jeg sveder.

Jeg sidder lige mellem min mors parasol og den fremmede dames, og det er midt på dagen og dødvarmt. Og havet ligger lige derude. Hvorfor må jeg ikke også tage mig en svømmetur? Der sker s’gu da ikke noget. Jeg er god til at svømme, og jeg ved godt det hele: kun gå til navlen, ikke svømme udad… Men det er rigtigt, jeg har jo ingen at følges med…

Der er ellers nok af børn rundt omkring ved de andre borde. Der er også nogle, der ligger sammen med deres forældre på tæpper i det hvide sand. Men jeg kender dem jo ikke. Og jeg skal være stille, siger mor.

Jeg kigger på hvepsen igen. Nu sidder den og snakker med en hveps, der sidder på ydersiden af flasken. Den nye hveps prøver at snuse sig til sukkeret med sine lange følehorn, men det kan den jo ikke! Sukkeret sidder jo på indersiden, dit fæ! Kravl du bare ned til den anden hveps, så har jeg to!

Nu ser det ud som om de skændes. De siger en masse bzzzzzzzzzzz-lyde til hinanden, mens de kigger hinanden stift i øjnene.

 

Det gjorde mor og far også, før far flyttede. Det er lang tid siden jeg sidst har set far. Vi plejede at tage på campingtur sammen alle tre om sommeren, dengang far stadig boede hos os. Så gik vi ud og badede, mig og far. Vi lå næsten altid i nærheden af en badestrand. Altså en børnevenlig en, som far kaldte dem, en, hvor man skal gå rigtig langt ud, før det bliver dybt. Ikke som denne strand, hvor det bliver dybt med det samme, og hvor det blæser en halv pelikan og der er skum på bølgerne…

 

Nu kan jeg høre en far og en dreng snakke sammen ved et af de andre borde. Jeg kan mærke de kigger herover, men jeg tør ikke se op. Kigger bare endnu mere stift på min flaske og de to hvepse. Men nu kommer de alligevel herhen, drengen har en badebold med, han spør’ mig, om vi skal spille bold, og faren spør min mor, om det er i orden. Så skynder vi os ud i sandet og spiller og pjatter og råber, lige indtil mor kalder. Den anden dame er gået, og tjeneren er i færd med at rydde op efter os, han tager også sodavandsflasken, men der er ikke nogen hveps i længere….

 

Ud i det blå

Ud i det blå

-ARNE, ARNE, VÅGN OP! Det er morgen, og vi havde jo aftalt, at vi skulle ud på tur i dag!

Hun ruskede ham – på dén der blide, men alligevel insisterende måde, som irriterede ham grænseløst. At hun da ikke kunne beslutte sig for, om hun ville være blid ELLER insisterende. Al dén laden som om… Og så dén dér bebrejdende undertone…

Han brummede lidt som for at lade hende forstå, at han altså allerede VAR vågen, og at hun ikke behøvede at anstrenge sig yderligere for at få ham vækket – så han kunne nyde sengens lune blødhed lidt endnu. Han havde været for længe oppe aftenen før. Var faldet i kuglespillet på computeren, prøvede ellers altid at nøjes med tre spil, for ca. hertil havde han stadig kontrollen. Men herefter blev det sværere og sværere at stoppe, det var som om noget andet tog over… Det var selvfølgelig afhængigheden, der indfandt sig, men det var ikke dét, han selv kaldte det. Det var bare så dejligt, og det var nu hans måde at slappe af på, og havde han ikke fortjent lidt morskab oven på en hel uges slid på arbejdet? For det var mest om fredagen, han gav efter, gav slip på kontrollen, for da kunne han jo sove længe dagen efter. Men så var det jo lige han havde glemt deres aftale om en tur i dag…

For ham var det som om døgnet var for kort: Når det var aften, ville han ikke i seng, så skulle dagen vare længere, og når han sov, ville han ikke op, så skulle natten vare længere. Det var som om der var en slags træghed i hans system, som gjorde, at han hele tiden haltede bagefter i livet. Han var ked af, at det var sådan, men han anede ikke, hvordan han skulle ændre på det. Tænkte tit, at det måtte være dejligt at være A-menneske, at have lyst til den nye dag… 

Hun gik nedenunder. Kunne lige så godt få noget fra hånden i ventetiden. Satte en tøjvask over – måske kunne hun endda nå at hænge tøjet op, før de kørte? Tømte også opvaskemaskinen. Fik så dén idé at sætte musik på CD-afspilleren, kunne lige så godt gøre det lidt hyggeligt for sig selv – og hvem ved, måske ville musikken være med til at få liv i manden? Men hun vidste af bitter erfaring, at det ikke nyttede noget at hænge sit liv op på andre mennesker, hun måtte få noget ud af livet uafhængigt af andre, sørge for ikke at gøre sig afhængig… Satte Anne Linnets ”De bløde” på, havde overvejet ”De hårde”, men det ville måske virke for provokerende, kunne måske give bagslag. Gik i gang med støvsugeren, nynnede med på melodierne, som hun kendte ud og ind, skruede endda lidt op for lyden, både på afspilleren og for sin egen stemme, livet var i grunden slet ikke så tosset…

Dét med livet – og hendes egen indstilling til det – havde ændret sig over årene, der var gået, siden hun og Arne i sin tid havde mødt hinanden. Hun havde fået øjnene op for livets mangfoldighed, at livet var til for at blive brugt, at det lå og ventede på hende et sted derude, men at hun var nødt til at bevæge sig derud, for at få kontakt med det, det kom ikke til hende, ventede ikke på hende, det var så at sige med at hoppe på i farten, hvis hun ville noget med det. Og det var hun blevet fast besluttet på at ville. Men hun ville jo gerne have sin mand med. Han skulle også opdage, at livet faktisk var værd at leve… Måske det kunne gå an at gå op og vække ham en ekstra gang? Måske skulle hun tage en kop kaffe med? Hygge lidt om ham, tage et par rundstykker fra fryseren og give dem en tur i ovnen – ja, hvornår havde én af dem egentlig sidst givet den anden morgenmad på sengen???? Hvornår havde én af dem sidst overhovedet foretaget sig noget uventet?

Det var så nemt at drukne i den daglige trummerum. At gøre, som man plejer, krævede mindst mulig energi – og bevidsthed – men holdt også livet på afstand… Det var jo i grunden grotesk, at hun var nødt til at tage på ture ud i det blå for at mærke, at hun levede, livet var jo alle steder, også herhjemme! Hvornår havde de sidst set rigtigt på hinanden, set med dugfriske øjne på hinanden for måske at opdage nye sider af den anden, som var dukket frem af disen, måske for flere år siden, uden at de havde opdaget det?

Hun mærkede en nysgerrighed og lyst spire frem, som hun kun få gange i sit liv havde stiftet bekendtskab med. Energien boblede i hende, livet skulle leves, her, der og alle vegne, livet var her og nu, livet var sgu da ikke afhængigt af, hvorvidt de kom af sted på dén tur eller ej!!!!

Og nu måtte det være nok med dén støvsugning! Hun satte kaffen over, hentede rundstykkerne fra fryseren og satte dem i ovnen, dækkede en bakke – skulle hun plukke nogle blomster fra haven og pynte bakken med? Dét ville være anderledes, dét havde hun aldrig gjort før, hun var ikke særlig feminin på dét punkt, syntes nærmest det var synd for blomsterne at plukke dem – og de visnede jo alligevel så hurtigt igen, så det kunne snart ikke betale sig…

Udenfor i haven blev hun mødt af solsortens yndige morgensang. Alt var dugfriskt og nyt, luften helt klar i det skarpe morgenlys. Vådt i græsset var der også stadig. Og nu fik hun øje på solsortens mage. Den havde lige trukket en fed orm op af græsplænen og var nu på vej hen til reden med fangsten. Hun vidste godt, der var en rede i hækken et sted, men havde ikke givet sig tid til at finde ud af præcis hvor den var. Og nu blev det hele serveret på et sølvfad for hendes øjne! Tænk at hun lige var kommet ud i rette tid! Hun stod længe og nød synet af solsortemor – eller var det faderen? – og passede på ikke at lave en forkert bevægelse, der kunne risikere at skræmme fuglene. Dette var livet. Total idyl. Intenst nærvær. Hvad kunne hun i grunden ønske sig mere?

Ovenpå var Arne ved at komme til sig selv. Den blide musik og lyden af hans kone, der gik nynnende rundt på etagen nedenunder, gav flash-backs til deres første tid sammen. Deres melodi havde også været blandt de afspillede melodier, og det var just da denne melodi tonede frem, at hans kone havde øget styrken en kende. Huskede hun mon stadig? Betød den stadig noget for hende? Hans dårlige samvittighed begynde at gnave, hun kunne sgu da heller ikke gøre for, at han var blevet hængende lidt for længe ved dét spil i går aftes! Og de havde jo aftalt at bruge dagen i dag på hinanden. Det var ikke så lang tid siden deres yngste barn var flyttet hjemmefra, og de havde snakket om, at dét at blive alene igen, ligesom før børnene kom til, måske kunne puste nyt liv i deres ægteskab. De havde bare ikke rigtigt fået gjort noget ved det, og nu var der allerede gået et par måneder uden at nogen af dem havde taget initiativ til noget. Noget nyt. Noget anderledes. Hvordan bar man sig egentlig ad med at komme op af den vante rille?

Da han var kommet ud fra badet, havde han lagt mærke til, at lyden fra etagen nedenunder var forstummet. Hvad mon hun lavede? Så var det han havde hørt æggeurets vedholdende kimen. Han skulle lige til at bande over, hvorfor hun dog ikke slukkede dét ur, men han var næsten i for godt humør til den slags. Han tog tøjet med ned og kunne nu med det samme dufte brødet. Han slukkede æggeuret, tog brødet ud af ovnen og slukkede for den. Fik øje på bakken. Og kaffen på kaffemaskinen. Havde hun villet overraske ham med kaffe på sengen??? Det var måske nu, de skulle se at få taget skeen i den anden hånd og få dét, som andre kaldte deres anden ungdom? De var jo ikke gamle endnu! Og hun så stadig dejlig ud, hans kone… Han tog kopper og tallerkener fra skabet og smørret fra køleskabet og satte det hele på bakken. Men hvor var hun?

Han fik øje på hende gennem panoramavinduerne i stuen. Så hende stå helt musestille, totalt opslugt og fokuseret. Intensiteten, livet og glæden strålede ud fra hende, hun var smuk, som hun stod dér i morgenlyset! Han blev helt stille indeni selv - ved synet af hende. Der var intensitet nok til en hel dag – ja, til flere dage – i dette ene øjeblik!

Da hun gik ud af tilstanden fik hun med det samme øje på sin mand inde i stuen. Hun begyndte at bevæge sig hen mod terrassedøren, samtidig med at han begyndte at gå hende i møde. De mødtes præcis i døråbningen, hvor de åbnede favnen for hinanden. De stod længe uden at sige noget, stille, tæt omsluttede, nydende dette nye liv – hvor svært kunne det i grunden være?

Tiden

Tiden

Mathias så på uret. Der var stadig god tid. Men han måtte passe på, for pludselig var tiden væk, det vidste han af bitter erfaring. Og han VILLE ikke komme for sent. Ikke igen. Manden skulle være der, når kvinden ankom, det vidste han var en del af de uskrevne regler i det normale samfund. Og han ville virkelig forsøge denne gang, om han kunne opføre sig så normalt, så hun ikke anede uråd. Hvor længe mon han kunne opretholde facaden? Men det gik ikke at tænke tanker for længe inde i sig selv. Han måtte hellere køre derover, så kunne han jo altid vente lidt i bilen, hvis han kom alt for tidligt. Han vidste ikke, hvor hans mønster med altid at komme en lille smule for sent kom fra, men han kunne godt mærke, at det ville være ubehageligt at komme alt for tidligt. Tomheden. Stilheden. At være et sted uden at skulle noget, andet end at vente. Tomgang. Så kom rastløsheden. Hvile i sig selv? Det var ikke hans stærke side.

Han rejste sig fra stolen, drak den sidste slurk og stillede koppen hen til vasken. Han kunne altid rydde op senere.

Nøglerne. Hvor havde han nu lagt dem? Hvorfor skulle han altid rende rundt og lede efter de nøgler? Han måtte også se at få anskaffet det nøgleskilt! Flere af hans kammerater havde sådan et hængende lige ved siden af yderdøren, smart arrangement, egentlig. Der var også nogle, der kunne fløjte efter deres nøgler, men den mulighed havde han heller ikke. Nøglerne svarede i hvert fald ikke… Hvad fanden var der også galt med ham? Hvorfor fik han aldrig taget sig sammen til noget som helst? Mens alle andre tilsyneladende levede normale, velordnede liv med kone og børn, rodede han selv stadig rundt efter tilfældighedsprincippet, med kortvarige, impulsive forhold – og ditto arbejde… Han flød også kun lige med røven i vandskorpen rent økonomisk, var faktisk en smule misundelig på de andre, selvom han nødig ville indrømme det. For det var dyrt at leve, også for ham. Gad vide om pigen, han skulle mødes med i dag, var en af dem, der satte en ære i at betale for sig selv? Det håbede han.

Han fandt nøglerne, hvor han havde lagt dem, selvfølgelig. Med det samme han opdagede dem, huskede han sammenhængen. Da han var kommet hjem fra værtshuset i går aftes – eller var det tidligt i morges? – havde han bare været så tissetrængende, så han var stormet ud på toilettet, før han overhovedet havde nået at flå overtøjet af, og så måtte han have smidt nøglerne fra sig i vindueskarmen. Det var sgu da også et åndssvagt sted at lægge dem! Ikke det første sted han kunne finde på at lede. Han havde da også været hele den lille, uoverskuelige lejlighed igennem, før han endelig var kommet i tanker om, at han også hellere måtte tisse af, før han gik. Ellers havde han vel aldrig fundet dem. Og nu var den gode tid forsvundet. Men han kunne stadig nå frem til tiden, han havde en rap lille bil, der nemt kunne sno sig ind og ud af bilkøerne. Hvis den ellers ville starte. Men det gik. Han svingede ud fra parkeringspladsen og havde i ét nu kontrol over situationen. Han elskede at køre bil, farten, de hurtige manøvre, som var nødvendige i den indre by, hvis man ville hurtigt frem, bilen, der lystrede hans mindste vink, det kørte virkelig for ham, når han sad bag rattet.

Han var næsten fremme, da bilen begyndte at sætte ud. Var der virkelig is i karburatoren igen? Han havde ikke tid til at vente de par minutter, til isen var smeltet. Han måtte lade bilen stå og løbe det sidste stykke. Han lod bilen glide ind til kantstenen af sig selv, mon det var tilladt at parkere her? Men han var nødt til det. Han trak i håndbremsen, hoppede ud af bilen, smækkede bildøren i og satte i løb hen mod caféen. Lettere forpustet nåede han frem til glasdøren, lukkede den op og holdt den så galant for pigen med brillerne og huen trukket godt ned om ørerne, som nærmede sig caféen i det samme. De smilede til hinanden, og pludselig stod verden stille. I ét nu forsvandt hans fornemmelse af forvirring og uro, af altid at være forkert, af aldrig at være god nok som han var. Var han mon god nok til hende? Ud ad øjenkrogen skimtede han en kvinde, som sad og ventede ved et bord. Men det havde han ikke tid til at tage sig af nu…

 

 

Gåsen i flasken

Gåsen i flasken

 

Den første SMS løb ind i går aftes. Eta Furreby 10.30 i morgen. Kuldeindex minus 12 grader!

 

Vi kører på landevejen. Nu løber den næste SMS ind: prøver Skiveren, vil være deroppe ca. kl. 11. Tænk at kunne flyve… Men heller ikke dagen i dag er tom for aftaler.  Er på vej til psykolog med min datter. Knas i livet, kan hverken holde ud at bo hos sin mor eller far, flytter frem og tilbage, surfede i starten ideligt på nettet efter lejlighed i Ålborg, men timingen forkert hver gang. Men hun stoppede nu også på uddannelsesstedet….

 

Herefter løber de næste omkring 15 SMS’er ind i én stor klump. Dropper Skiveren. Bliver i Lønstrup. Der flyves i Ertebølle. P.t. svag vind. Løkken kanon. Super. Far er glad. Kører ned til Ulbjerg. Skæv i Ertebølle. Skal også lige have foretaget en telefonopringning. Slingrer en smule, da telefonnummeret tastes ind. Hvor er dét head-set, mor? Du har det aldrig med! Prøv at lægge mærke til, hvor meget opmærksomhed det tager fra kørselen. Bliver stædig. Kører med den ene hånd på rattet, behøver ikke mere. Se, jeg kører også kun med én hånd, når jeg ikke taler i telefon! Det ville ikke gøre nogen forskel. Og jeg ville alligevel være nødt til at taste telefonnummeret ind med hånden!

 

Vi er sent på den som sædvanlig. Lander på gårdspladsen ét minut i. Har gjort det igen. Bliver taget vel imod i døren, enten må hun have gode ører, eller også har hun en 6. sans. Den er vel også god at have som psykolog. Sætter mig til rette i den stilfulde bondestue uden moderne bekvemmeligheder. Som bløde lænestole og sofaer. Her skal nok hviles, men ikke faldes i søvn. Tager min bog frem. Har længtes efter denne hele time i vågen tilstand uden mulighed for anden og mere nyttig aktivitet. Efter at have læst Eckhart Tolles ”En ny jord” i perfekt timing – har haft den liggende i mange år, ulæst – er jeg nu gået i gang med ”Nærvær” af Catherine Ingram. Jeg danser hen over siderne, livet bliver legende og let, læsende denne bog, solen skinner ud af siderne og gør mig helt lys indvendig. Dét, jeg læser i øjeblikket, sender konstant myriader af associationer igennem mit sind. For jeg kan nikke genkendende til det meste, derfor mit konstante smil under læsningen, har oplevet det hele på min egen krop, systemet med, at psyken er uskadt, når man endelig er kommet igennem til forløsningen, ligesom på tegnefilm, hvor personen er uskadt, uanset hvor mange slag, der hagler ned over ham.

 

Så er min datter færdig, stråler velbehageligt som en sol, der aftales ny tid, og vi går ud til bilen og vinkes farvel på behørig vis. Ingen skal føle sig ligegyldig eller betydningsløs her. Da vi skrumpler hen ad den hullede grusvej smiler jeg pludselig stort – men lydløst, vil jeg tro. For lige pludselig går et nyt lag af min elskede Zen-gåde op for mig, gåden, der lyder: ”Hvordan får man en gås ud af en flaske?” Svaret: ”Den ER ude” har altid for mig betydet, at det er holdningen mere end den fysiske virkelighed, der skaber den oplevede, virkelige virkelighed. Men nu tilføres denne betydning en ny dimension: Gåsen i flasken som symbol på den menneskelige smerte, mennesket spærret inde i den oplevede virkelighed, som styres af tidligere erfaringer og traumer, og løsningen: Den er ude, den har – i virkeligheden – altid været ude, vil altid være ude, kan ikke spærres inde nogen sinde. At tro andet er en selvdestruktiv illusion. Fryden bobler i mit sind, jeg kan ikke blive lysere.

 

Og så løber de næste SMS’er ind: Perfekt i  Kandestederne. Så sejler far mod knuden. Kanon højde. Så er Gl. Skagen rundet. Iskiosken holder vinterlukket. Slutter flyvning ved Ulbjerg efter en dejlig solskinsdag. Og i Lønstrup fik flyvningen et naturligt stop. Solen gik ned efter magic flyvning.

 

Og ud af bilens højttalere lyder refrænet fra en af tidens ørehængere: ”Jeg er i live….”

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Ingelise Kjærsgaard | Svar 16.03.2019 17.05

afskeden og ud i det blå er helt afgjort en del af mig . . . hold da op. . . SÅ
GODT BESKREVET TAK

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.03 | 17:05

afskeden og ud i det blå er helt afgjort en del af mig . . . hold da op. . . SÅ
GODT BESKREVET TAK

...
16.03 | 16:29

der ER NOGET ved billedet med træer . . . som sløres af tårer . . .

...
16.03 | 16:25

må lige spørge om størrelsen . . . er det nogen man kan tage frem - tage med alt efter det behov man føler "i dag" ? som kort ?

...
16.03 | 16:19

glæder mig SÅ meget til købe nogen af dine fantastiske ting . . . . jeg vender tilbage og mærker hvad der bliver først . . . på gensyn og TUSIND TAK

...
Du kan lide denne side